Plastsvejsning og ekstrudersvejsning

Plastmaterialer har i de seneste årtier fået en stadigt stigende anvendelse inden for mange forskellige industrier og sektorer. Den gode formbarhed, høje korrosionsbestandighed og relativt lave vægt gør plast til et attraktivt materiale til en lang række konstruktioner og installationer. For at samle plastkomponenter benyttes ofte en af de mange forskellige svejsemetoder, der er udviklet specielt til plastmaterialer. To udbredte teknikker er plastsvejsning og ekstrudersvejsning.

Plastsvejsning

Plastsvejsning dækker over en række forskellige metoder til at sammenføje plastdele ved opvarmning. De to plastoverflader opvarmes, så materialet bliver smeltende, hvorefter de to opvarmede flader presses sammen under et defineret tryk og temperatur. Når plastmaterialerne er afkølet, er der dannet en fast, homogen svejseforbindelse.

Den mest almindelige plastsvejsemetode er varmluftsvejsning eller varmluftstudsning, hvor plastmaterialet opvarmes ved hjælp af varm luft fra en svejseblæser. Varmluft påføres langs den ene kant af plastmaterialet, indtil det er smeltende. Herefter presses de to plastoverflader sammen, og svejseforbindelsen er dermed dannet.

En anden udbredt metode er studsningssvejsning uden anvendelse af varmluft. Her opvarmes selve værktøjet, f.eks. en varmeklinge eller varmeformer, og det er dette der formidler varmen til plastmaterialet og får det til at smelte. Derefter følger sammenføjningen som ved varmluftsvejsning.

Svejseteknikker som f.eks. ekstrudersvejsning, elektrosvejsning, friktionsstudsvejsning og dielektrisk svejsning benyttes også ofte afhængigt af materialetyper og anvendelse. Fælles for metoderne er, at de to plastmaterialer smeltes sammen ved en kombination af varme og tryk.

Ekstrudersvejsning

Ekstrudersvejsning, også kaldet ekstruderopfyldningssvejsning, adskiller sig lidt fra de øvrige plastsvejsemetoder. Her opvarmes og smeltes et særskilt plastmateriale i en ekstrudermaskine, hvorefter det smeltetækkelige plast kontinuerligt presses ud gennem en dyse direkte ned i spidsen af den sprække eller hulrum, der skal svejses.

Det flydende plast flyder ud og fylder hulrummet, hvorefter der dannes en ubrudt, homogen svejseforbindelse efter afkøling. Processen egner sig særligt til at svejse hjørner, samlinger og skjulte svejsninger, hvor det er vanskeligt for konventionelle svejseværktøjer at nå ind. Ekstrudersvejsning kræver dog en vis sprækkebredde (typisk 3-8 mm) for at materialet kan flyde frit.

Til ekstrudersvejsning anvendes ofte en ekstruder med mekanisk materialeforsyning og en specialdyse designet til at presse plasten ind i sprækken. De mest almindelige materialer til ekstrudersvejsning er polyetylen (PE), polypropylen (PP) og polyvinylklorid (PVC).

Fordelene ved ekstrudersvejsning er bl.a. muligheden for at svejse på vanskeligt tilgængelige steder, høj mekanisk styrke af svejsefugen samt minimal opvarmning og deformering af de omgivende plastoverflader. Det gør metoden velegnet til store eller følsomme plastkomponenter.

Kvalitet og materialekrav

Uanset hvilken svejsemetode der benyttes, er det afgørende for svejsekvaliteten, at de plastmaterialer der skal sammenføjes, er ens eller i hvert fald har ensartet smelte- og optørringskarakteristik. Desuden skal der udvises omhu med forrensning og forberedelse af svejsestederne før opvarmning og sammenføjning.

For at opnå en svejsning med høj styrke og slidstyrke, er parametrene som svejsetemperatur, opvarmningstid og trykforhold også kritiske. Professionelle plastsvejseoperatører er nøje instrueret i de korrekte indstillinger og procedurer for hvert enkelt svejsejob.

Med den rette viden og ekspertise inden for svejsning af plastmaterialer, kan plastkomponenter samles på en pålidelig og stærk måde, så de lever op til de tekniske specifikationer og sikkerhedskrav, som den endelige konstruktion eller installation skal overholde.